Hvem sagde mexicaner...?
When in Mexico do as the mexicanes do....det var i hvert fald, hvad vi prøvede at gøre i sidste uge, da vi gæstede dette kulturrige land med nord.

Ved hjælp af vores lejede bil (en hvid dodge) nød vi friheden til at krydse Yucantan-halvøen i det tempo, der passede os.

Vi landede i ferie- og badebyen Cancun, amerikanernes mexicanske Beverly Hills. Unødigt at sige, at vi kun blev i den tid det tog at pakke bilen for derefter at sætte kursen indenlands mod byen Piste og de fantastiske Maya-ruiner Chichen Itza.

Ved ankomsten til Piste blev vi på overraskende vis opgraderet fra vores medium range hotel til det luksuriøse men stilfulde hotel Maya-land, hvor vi fra vores altan havde udsigt direkte ned paa ruinerne. Udsigten fra altanen kunne dog langt fra måle sig med oplevelsen af på egen hånd at besøge pyramidetemplet, boldbanen, offerplatformene, observatoriet og den hellige cenote (offersø)....og så nyde en is og lidt vand i skyggen.

Lidt stemningsbilleder fra Chichen Itza

Efter stævnemøde med de døde om formiddagen nød vi de levendes selskab om eftermiddagen, hvor vi kørte til byen Mérida. Her hang vi ud med de lokale på byens zocalo, det centrale torv, og spiste tacos mexican style.


Mandag pakkede vi igen bilen og satte kursen sydover mod den lille by Tulum på den caribiske kyst. Takket vaere Peter Plys og Emil fra Lønneberg på CDen var der ro på bagsædet hele vejen, og de vågne kunne værdsætte den meget informative vejskiltning.

Kongen af bagsædet...

Godt at blive varskoet i tide...

Inden ankomsten til Tulum gjorde vi holdt i den lille pueblo Cobá. Her besteg vi en fantastisk og 42m høj maya-pyramide og spiste frokost ved dens fod. Anders havde dog nær mistet appetitten efter et anfald af akut højdeskræk, der nær havde sikret både ham og Silas permanent opholdstilladelse på pyramidens top.


Næste stop var drømme-stranden...og lidt flere ruiner. Vores hotel lå bogstaveligt talt i klitterne, men billederne taler vist for sig selv. Dog skal siges, at Rikke sendte Katja mange en kærlig tanke ved besøget ved Tulums ruiner, som de besøgte sammen for præcist 10 år siden.



Feriens højdepunkt, set med Silas' øjne, var vores tur til naturreservatet Aktun Chen. Her red vi på heste sammen med vores guide Juam, vi besøgte hellige cenotes og gik i drypstenshuler - og Silas fik opfyldt sit ønske om at holde en ægte boa-constrictor (kvælerslange!!!) om halsen....hans mor var ved at dø af skræk under hele seancen. Vi har desværre kun papir-fotos af eventen, så det må I have til gode.

Heste.....................Hule......................Hulemand..........

Duser klar til at gå under jorden for at udforske stalaktitter og stalakmitterne.



På vej tilbage nordpå gjorde vi et kort stop i "fiskerbyen" Playa del Carmen, som på de 10 år, siden Rikke var der sidst, har udviklet sig til et rent turisthelvede. Vi skyndte os derfor videre tilbage til Cancun, hvor vi afleverede bilen og tog faergen til den lille caribiske ø Isla Mujeres hvor vi tilbragte feriens sidste tre dage på stranden.




Sådan passer man børn i Mexico ;-)

Og så ellers bare lidt stemningsbilleder fra vores dage og aftener i det mexicanske.

Mango-høst fra egen have

Vi kunne for 1. gang i april høste skønne mango fra vores frugttræer i haven - det er søde Angela, der bærer høsten i hus.

MS årsmøde og kooperant-hygge
Rusk, regn og immiteret bindingsværk satte i år rammerne for MS' årsmøde 2008.

Via vores lille diasshow nederst på siden kan I få indblik i, hvordan vi i starten af marts tog til Matagalpa i det nordlige Nicaragua, for at mødes med alle MS' regionale samarbejdspartner og de øvrige kooperanter + deres familier.

MS havde i år valgt stedet Selva Negra (Schwarts Wald), der på grund af sin beliggenhed i bjergene, har et dejligt køligt klima. Blandt de danske kooperanter blev stedet dog hurtigt omdøbt til "Mini-Hartzen", da både stedets arkitektur og menukort ikke lod tyskerne meget tilbage at ønske: saurkraut, wienerschnitzel und knöteln.

Ud over frisk luft og regn blev vi over tre dage åndeligt beriget med ét af vores to årlige kooperantmøder, dels gennem workshops med temaet "den lærende organisation". Mens møder og workshops stod på, blev ungerne passet af Anders, Tina og Anne-Kirstine, der modsat os andre, der var tæt på at gå i symbiose med de hvide plastikstole, fik travet skoven tynd og redet på heste.

Silas og dragen

Der var engang en lille dreng, der hed Silas, og som braendende oenskede sig en drage. Saa en dag kom der er en pakke med posten.....

Tryk paa dette link og se hvad der sker

Caribien Tur-Retur
- nu med delfin!!!
Meget tidlig morgen (kl. 5) den 25. december drog vi afsted mod Augosto Sandino lufthavnen i Managua, for at sætte kursen mod den caribiske ø Roatan, der ligger ud for Honduras nordlige kyst.

Selve flyveturen gik godt, selvom der som sædvanen tro lige skulle diskuteres lidt med check-in-personalet for at sikre os, at vores connecting flights nu også ventede på os, saa vi ikke skulle vente 5 timer ekstra i San Pedro Sula's lufthavn. Alt formede sig dog fint, og efter 4 mellemlandinger i San Salvador, Tegucigalpa, San Pedro og La Ceiba, ankom vi som planlagt samme dag kl 12.30.

Paa Roatan skulle vi tilbringe 5 dage i selskab med Thomas,Tina, Sofus og Bolette. Thomas (og Tina) er MS-kooperanter fra Guatemala, Sofus er deres dreng på 1 1/2 år, og Bolette er Thomas' mor.

Dykning, sejltur og badning
Lad mig lige med et par billeder beskrive Roatan for jer.
Disse to billeder viser havet og stranden ved West Bay, hvor vi boede på et hotel, der hedder Coconut Tree - et af de eneste lokaltejede hoteller paa oe'en. West Bay har den lækreste strand, men er også klart den mere turistede, hvilket ikke siger saa lidt, da Roatan er et turist-mekka a la Mallorca. "Vores" enden af stranden (som I kan se på billederne) var dog meget rolig, og der var generelt ikke mange mennesker.

Rikke benyttede muligheden for at komme ud at dykke, så hun drog afsted med Thomas og Tina ud i det blå og dykkede på en flot location, der hedder Spooky Channel - hvor de saa verdens stoerste barracuda...

Silas og jeg tog med Sofus og Bolette ud på en båd, der havde glasbund, og som sejlede over de mange smukke koralrev, der ligger hele vejen rundt om Roatan.

Silas var meget optaget af de mange fisk, vi så under vandet, og det var et rigtigt godt alternativ, når man endnu er for lille til at snorkle og mest bruger sine dykkerbriller med det formaal at score lokale piger paa stranden.

Sofus,Bolette og Silas.

Som I nok har gaettet, brugte vi det meste af vores tid på at plaske rundt i det lækre vand og nyde det helt igennem vidunderlige vejr. Der er ingen tvivl om, at hele familien nød det, og at baade solen og saltvandet hjalp på vores jul/nytaars-hjemvé.

Aftenerne brugte vi på at kigge lidt på øens liv og spise noget af al den lækre mad, de laver på Roatan. For en billig penge kan man nyde lækre friskfangede fisk, og hummere kan koebes for en slik.


Delfinen Gracie
Den naestsidste dag på öen besluttede vi os for at hive den store tegnedreng frem og vaerer super turister. Derfor tog vi afsted til Antonys Key, som er et af de kaempe store resorts på Roatan. Her kan man hver dag for muligheden for en "Dolphin Encounter" - altså komme helt taet på delfiner, og sågar få et delfin-kys. Ergo var vi alle tre meget spaendte, da vi drog afsted.

Vel ankommet til resortet blev vi fragtet i båd ud til det område, hvor delfinerne lever og traener. Her blev vi delt op i grupper af 8 turister, som skulle vaere sammen med et stk. delfin inkl. traener.

Vi blev tildelt delfinen Gracie (se billederne), og at opleve hende helt taet på og faa lov at rörer og lege med hende, var en helt fantastisk oplevelse. For Silas var det dog lidt overvaeldende at have et dyr på over 2 meter og med saa mange bissser i munden helt taet på. I de ialt 30 minutter vi havde med Gracie, oplevede vi til fulde, hvor et intelligent og fantastisk dyr en delfin er.