Dagens edderkoppe-fangst i køkkenvasken

Vores ellers så rolige "Mysteria-lane" er for tiden hjemsøgt af myrer i alle størrelser og edderkopper af den ikke helt lille og ubehårede slags. Hele vores condominium er derfor gået sammen i fælles front for at bekæmpe vores ubudne gæster. Alle huse og have og vores fælles legeplads skal derfor inden for nærmeste fremtid gasses, så vi én gang for alle, kan komme af med krybene.....

Lidt hverdagshygge:

På de varme dage, hvilket vil sige alle dage, har det vist sig, at vores lille familie-pool har været en god investering. Silas elsker det, specielt når vi alle tre får knebet ballerne i bassinet. Af med tøjet og badevingerne på, så er han fint underholdt i timer.

Vi er også så småt begyndt at lege potteleg (vuggestuen forventer bleen er væk ved juletid....). Heldigvis synes Silas, at konceptet at sidde på potte-isbjørnen og se Emil fra Lønneberg inden sengetid, er noget af det hyggeligste.

Punta de Teonoste:

Efter nogle hårde uger med opstart på alle fronter tog vi på en - synes vi selv - velfortjent forlænget weekend til stranden. Punta Teonoste var vores mål - en øde strand på stillehavskysten. Med hotelreservationen i baglommen og firhjulstrækkerne pakket til strandferie, tog vi afsted sammen med Mikkel.

Noget uventet havde Mikkel fået følgeskab af et par canadiere og et par danske gutter, som tilfældigvis arbejder på den fodboldskole, hvor Anders havde planer om at arbejde. Inden stranden gik turen derfor til landsbyen La Conquista, hvor de danske gutter skulle afleveres på "fodboldskolen". Skole er nu så meget sagt, da der pt. ikke er meget andet end et lille skur, hvor ca. femten unge entusiatiske danskere lever på meget ægte "Robison-vis". Det var nu skægt at se projektet og møde menneskerne, og vi skal da også ud og se, hvordan tingene skrider frem - selvom der stadig er langt igen.

Med fornemmelsen af saltvand i næseborerne vendte vi bilerne mod vest og forvillede os af mislykkede Danida-veje til naturreservatet Choacocente. Hotellets rejseguide havde været så venlig at lokke os denne vej med udsigten til en lille kørertur på to en halv time.

Det viste sig dog, at denne vej var noget mere "eventyrlig" og noget længere, end vi havde håbet på - læs fire timer. Turen var heldigvis utrolig smuk, og gav os rig mulighed for at nyde børn og voksne på hesteryg og til at krydse adskillige floder.

Turen fik også understreget, hvorfor alle MS-kooperanter bliver udstyret med en firhjulstrækker. Den nicaraguanske natur er ikke til at spøge med (specielt ikke i regntiden), og trods de mange hestekræfter lykkedes det både os og Mikkel at køre fast med bilerne i kæmpe vand/mudder-huller - heldigvis ikke på samme tid.


Selve hotellet var dog en behagelig overraskelse. Der var ikke andet at tage sig til end at læne sig tilbage i hængekøjen, nyde de skønne omgivelser, slentre ned ad den smukke, smukke og øde strand, eller bygge sandslotte i skyggen...

Vores hytter Coco & Cacao, hygge på terrassen og frokost på stranden

Sandslotte i skyggen, gåtur i vandkanten og en glad strand(sø)løve

Sengetid....

Nicaraguas Nationaldag:

Den 15. september fejre Nicaragua sin nationaldag, eller rettere sagt så fejre alle centralamerikanske lande deres uafhængighed denne dag.

Udover at være en national helligdag, hvor alle har fri fra arbejde, så er det også en stor festdag, som fejres alle steder. Silas vuggestue var ingen undtagelse, så alle børn blev bedt om at komme i deres lands nationaldragt.

Da vi ikke lige havde Rømø-tørklæde eller folkedanservest med i bagagen, blev Silas klædt i, hvad vi havde ved hånden. Som I kan se, var det en indiansk klædedragt fra Solola-provinsen i Guatemala - men det gør ham jo ikke mindre kær...

Granada - arbejde og fornøjelse:
Fra den 10.-12. sept. var vi alle tre i Granada, som er en smuk koloniansk by på breden af Nicaragua-søen en time syd for Managua. Her skulle Rikke til et to-dags møde med de øvrige MS-kooperanter - og familierne var inviteret med. Vi havde et par hyggelige dage, der både bød på faglige udfordringer og lidt sight-seeing.

Hotel Alhambra, som ligger på parque central (byens centrale torv), var vores base - her boede vi, og her holdt vi møder. Søndag blev dog brugt på at nyde bylivet fra hotellets fine patio. Her fik vi sammen med Mikkel justeret væskebalancen. Med 35 graders varme næsten hver dag, lærer man at drikke meget, og Nicaragua er heldigvis godt udstyret, hvad angår frugtjuice i alle afskygninger. Desuden er Granada kendt for sin formidable cacaomælk, som vi dog stadig har til gode at smage - men nu er det heller ikke sidste gang vi kommer til Granada.

Søndagen var også dagen, hvor Granadas forskellige skoler hyllede Nicaraguas nationaldag (som dog først var den 15. sept.). Eleverne holdt taler, og vi nåede at overværer et trommeorkestre give koncert.


Formålet med kooperant-mødet var at skabe kontakt mellem MS' kooperanter i regionen. Pt. er der i alt 12 kort- og langtids-kooperante fordelt ud over Guatemala, Honduras og Nicaragua. Desuden skulle vi diskutere og komme med input til vores kontraktforhandlinger, der finder sted i Danmark til november.

Koorperant-korpset, eller cuerpo de cooperantes, er en noget broget skarer. Vi tæller Preben, Jorge, Alvaro og Nuria i Guatemala, Philippe, Maria Erlinda og Mariela i Honduras, og Mikkel, Erika, Susanne, Luis Carlos og Rikke i Nicaragua. Alle er utroligt søde mennesker og vi havde nogle sjove, interessante og hede debatter. Men udover det hyggede vi os også godt sammen.


Mariela fra Peru viser sin nationaldragt.

Anders og Silas hyggede sig også sammen med Andreas (Susannes søn som Anders er lærer for). De fik både svømmet i poolen og redet i hestevogn.

Mandag aften i Granada bød på lidt af en surrealistisk oplevelse. Vores lille selskab blev nemlig påduttet den danske rigmand Peter Kolind - et navn der måske ringer nogle klokker hos jer derhjemme. Han skabte og solgte i sin tid Dan-(for)sikring og tjente millioner. De millioner bruger han nu på "velgørende" formål i Granada, og tøver ikke med at gøre verden opmærksom på al hans "godhed". Han betaler blandt andet for 350 fattige børns skolegang, han har sikret et helt fattigkvarters adgang til vand,og han har bogstavelig talt bygget en hel by med huse og butikker, som engang i nærmeste fremtid skal beboes af en blanding af fattige og middelklasse familier.

Alt dette lyder umiddelbart godt, men er i bund og grund frastødende alene på baggrund af hans motiver. Den eneste grund til al denne "godhed" er, at hr. Kolind kan føle sig "nyttig", som han siger. Desuden kører alle hans projekter/børn på kontrakter, hans by skal leve efter hans regler, og han er "fuldstændig ligeglad med bæredygtigheden" citat slut. Hvad der sker med børnene og hans andre projekter, når han engang kradser af, er han flintrende ligeglad med. Desværre kan man ikke fornægte, at manden er initiativrig og på mange måde interessant. Det er trods alt de færreste millionærer, der bruger deres penge på at lægge vand i et helt fattigkvarter eller på at lave et meget smukt museum for "pre-colonial" keramik, som vi fik lejlighed til at se med Peter himself som guide.

!RIGTIGE VENNER!

Sådanne hilsner holder vi rigtigt meget af!

Til dem der ikke ved, hvem disse skønne mennesker på billedet er, så er det Rikkes RUC-tøser og deres mænner: fra venstre Christian med far Arne, Elias med far Rune og mor Katja, Jesper med Hannah, og forrest Sophie (mor til Christian).

Status over vores første måned:
Vi har nu været over en måned i Nicaragua. Der er snart lige så lang tid til, at Lone, Jakob og Stine (og forhåbentlig Mikkel) kommer og besøger os, som det er siden vi forlod Danmark. Vi mener derfor også, at tiden er kommet til at gøre lidt status. Der er sket mange ting, og det har været utroligt spændende men også hårdt. Både arbejdsmæssigt og personligt set.

Ved vores ankomst til Nicaragua blev vi, som noget af det første,installeret på Hotel Europeo. Et godt og hyggeligt hotel ikke langt fra MS' kontor. Ankomsten til Managua var VARM (36 grader), hvorfor Anders og jeg var meget taknemmelig for hotellets aircon og pool. Silas var dog mest af alt glad for gensynet med sin klapvogn, der for ham var lig med det eneste trygge og velkendte. Hans første indskydelse var derfor også at sætte sig, ovenpå klapvognen, som var pakket ind i plastik, mens han så tegnefilm.

Med lange introdage på MS, besøg i vores nye hus og en sej kamp med fragtselskabet Airland vedrørende vores bagageforsinkelse (der blev på tre uger), så var roomservice og mad på sengen en rar ting. Silas blev med tiden også meget glad for hotellets krokodille, som han skal sige hej til, hver gang vi kommer på besøg for at låne poolen.

Efter fire dage på hotel var vores hus klar til overtagelse. Det var fedt endeligt at få foden under eget tag. Billederne viser vores første måltid i vores fine spisestue og hygge foran fjersynet. Som I også kan se billederne, kan I godt forberede jer på det nyeste skift i boligindretning. Det varer ikke længe inden brune paneler, romersk-inspirerede lamper og gitre for vinduer også når Danmark...

Efter en uge med indkøb af de mest nødvendige ting såsom køkkengrej, tallerkner, senge, sengetøj og køleskab, begyndte hverdagen for os alle tre. Jeg blev introduceret for mine kollegaer og mit arbejde hos UNAG Nacional. Anders gik igang med forberedelserne på den Svenske Skole (Colegio Sueco), hvor han arbejder som lærer for de skandinaviske børn. Og Silas skulle begynde i vuggestuen Las Mazanitas (de små æbler).

1 - Silas med sin nye madkasse. 2 - Silas på vej til sin første dag i vuggestuen

3 - og selvfølgelig skal man selv bære sin madkasse!

Silas' start i vuggestue var en hård nyser både for ham og for os. Selvom Las Manzanitas er klart den mest attraktive vuggestue både hvad angår personale, fysiske rammer og pædagogik, er der stadig ladt meget tilbaget at ønske i forhold til Møllehuset.

Nicaragua er ekstremt amerikaniseret på alle områder, og driften af en vuggestue er ingen undtagelse. Der drives forretning, fedtes for forældrene, og så skal børnene helst ikke være beskidte, få skrammer eller male en frø lilla - for det er den jo ikke i virkeligheden! Samtidig har sproget været årsag til stor frustration for Silas, da han ikke har forstået personalet, og de ikke ham. Heldigvis har alt vendt sig til det positive. Silas elsker at komme i vuggestue, hvor han er meget glad for at lege med Gonzalo, Paquito, Pablo Andrés og alle de andre unger. Den ansvarlige pædagog i Silas gruppe hedder Thelma, og hun er virkelig en gave for ungerne.

Vi har også været så heldige, at en af de lidt større drenge fra børnehavegruppen i Las Mazanitas bor her i Puerta del Sol. Han hedder Sebastian og er utrolig sød overfor Silas, og Silas elsker at lege med ham. Sebastians mor er finne og hedder Sanna, og er lige som sin søn utrolig imødekommende. Det hænder derfor tit, at Silas, sammen med Angela, går på legebesøg om eftermiddagen, eller at vi alle tre går ned og siger hej til Sebastian+familie efter aftensmaden.

Silas start i vuggestue har også betydet, at vi har fået udviddet vores omgangskreds en smule. Forældrene til lille Marc på halvandet er nemlig Britt fra Danmark og Alfonso fra Spanien. Uden at kende det mindste til os, var de så søde at invitere os til middag sammen med en stor skare af både danske, spanske og nicaraguanske folk med børn i samme alder som Silas. Sofie, som jeg kender fra RUC, arbejder sammen med Britt i UNFPA her i Managua, og hun havde været så sød at tippe Britt om vores ankomst til byen. Small world.

Hos Britt og Alfonso havde vi en super hyggelig aften i selskab med søde og meget imødekommende mennesker og dejlige børn. Unødigt er det at sige, at Silas nød de andre ungers selskab i fulde drag. Britt har også taget initiativ til en legegruppe for de danske børn (der er også en gruppe for alle nationaliteter), som vi med forventning ser frem til at tiltage i. Det var også ved samme middag, vi mødte Lis og Jørgen (Hannahs søde venner), som vi har aftalt at mødes med over et lysbilledforedrag fra deres tur gennem Costa Rica og Panama. Vi håber at få en masse tips og inspiration til den rejse, vi planlægger at lave når familien Zeuner kommer over julen og nytåret.

Vores introduktion til det diplomatiske selskabsliv her i Managua skaffede også Anders en fodboldaftale på halsen. Med invitation fra Jacob (tidl. MS-kooperant) spiller Anders derfor nu fodbold med "gutterne" (danske som nica), hver onsdag aften kl. 20 - og han synes det er fedt.

Ellers har vi brugt meget tid sammen med Mikkel, som Lena kender fra the Big Apple, NY. Ja, verden er virkelig lille, når man kommer til udlandet. Mikkel er også kooperant med MS, og til trods for hans udstationering i Siuna (langt ude på bøhlandet, ca. 9-13 timers kørsel i bil fra Managua alt afhængig af regn/ikke-regn), hvor han skal arbejde med "demokrati", så ser vi meget til ham her i storbyen. Mikkel drager også med os til stillehavskysten i morgen, hvor vi sammen har lejet en palmehytte på en øde strand, som vi skal flade ud på fra torsdag til søndag. Den 14.-15. sept. er nemlig national fest/fødselsdag, så vi har bestemt os for at benytte lejligheden til at se lidt af landet fra en hængekøje ;-) I kan jo checke dette link ud, hvis I har lyst til at se, hvor vi befinder os: www.puntateonoste.com.

Status på arbejdssituationen følger, når vi engang kommer hjem fra stranden. Vi har alle tre netop været til et to-dags møde i Granada - en smuk koloniansk by ved Nicaragua-søen ca. en time syd for Managua. Herfra har vi nogle fine billeder, som vil give vores arbejdsberetning fint følgeskab. Ergo, må I lige vente lidt endnu, før I får den mere faglige fortælling herfra.

God weekend til jer alle!

Verden er så stor, så stor...
...og hvor var det nu lige vi var?

Da Nicaragua nu er så stor og vigtig del af vores liv, vil vi også gerne gøre dette smukke land til en lille del af jeres. Derfor følger her en lille geografi-time med meget importerede billeder. Som I nok kan regne ud, har jeg ikke sendt Anders til månen for at tage billedet til venstre, selvom lysten til det har været stor. Det er nemlig lykkedes ham at slette ALLE vores billeder fra Guatemala. Men lad nu det ligge - sæt jer til rette på skolebænken og nyde timen.

"Con un pedazo de cielo, mi Nicaragua se formó..."
"Af et stykke himmel, blev mit Nicaragua skabt", er første linje af Nicaraguas nationalsang. Dette er på mange måder sandt, men Nicaragua er desværre også meget andet det.

Som I nok allerede ved, ligger Nicaragua i Mellemamerika. Mod nord grænser Nicaragua op til Honduras og mod syd til Costa Rica. Nicaragua ligger mellem de store oceaner Stillehavet mod vest og Det Caribiske Hav og Atlanterhavet mod øst. Klimaet er tropisk i lavlandet ved kysterne og subtropisk i bjergområderne i den nordlige og centrale del af landet. Nicaragua er et frugtbart land, hvor man kan dyrke næsten alle afgrøder. En lang tørtid (dec.-maj) forringer dog dyrkningsmulighederne. Desuden er landet rigt på naturressourcer som guld, sølv og kobber.

Nicaragua er cirka tre gange større end Danmark, og befolkningen er på godt fem millioner. Omkring 85 procent af befolkningen er katolikker, mens resten er protestanter. Landbrug er langt det vigtigste erhverv i landet. Næsten halvdelen af befolkningen er beskæftiget i landbruget, og landbrugsvarer står for 60 procent af landets samlede eksport.

Nicaragua er et fattigt land. Halvdelen af landets befolkning lever under fattigdomsgrænsen på 2 dollars om dagen, og bruttonationalproduktet på 470 dollars per indbygger er mere end halvtreds gang lavere end i Danmark. De faldende kaffepriser i de senere år har understreget landets økonomiske sårbarhed ved ensidigt at satse på kaffe som eksportafgrøde, og Nicaragua står i dag over for store økonomiske problemer. Gidslerne i denne økonomiske krise er de mange tusinde bønder og landarbejdere, der er beskæftiget i kaffeproduktionen.

Managua set fra luften

I 1998 blev Nicaragua ramt af orkanen Mitch, som dræbte mere end 3000 mennesker og gjorde tusindvis hjemløse. Dette forværrede situationen i landet, da mange mennesker blev sendt på flugt fra ødelæggelserne. Mange bor stadig i flygtningelandsbyer, hvor alt hvad de har er et lille hus, men ingen jord at dyrke.

Nicaraguas økonomiske og sociale situation kan dog ikke alene tilskrives faldende markedspriser og naturkatastrofer. Korruption, forfejlede politikker og partipolitiske magtkampe er i lige så høj grad årsagen til landets forsatte forfald. Borgerkrig og politiske underhåndsaftaler har præget landet gennem årtier. Tydeligst i ærindringen står nok den sandinistiske revolution i 1979, hvor det lykkedes 'Den Sandinistiske Front til National Befrielse' (FSLN) af vælte det årtier lange militær-styre ledet af Somoza-familien (1936-79). FSLN begyndte nationaliseringer af virksomheder og plantager, og hele finanssektoren blev overtaget af staten. Somoza-familiens ejendomme blev konfiskeret, det første demokratiske valg fandt sted i 1984, og befolkningen oplevede i de første år en forbedring af levestandarden.

Desværre førte FSLN en forfejlet landbrugspolitik, ikke mindst over for de etniske minoriteter på østkysten. Sandinisterne mente, at man kunne få mere gang i økonomien ved at satse på stordrift og kooperativer. Derfor blev de små og mellemstore privatejede familiebrug diskrimineret i forhold til de store kollektivt ejede brug med hensyn til kreditter og rådgivning. Det var typisk de store landbrug, der producerede eksportafgrøder, mens de mindre private producerede fødevarer til hjemmemarkedet.

For at forbedre livsvilkårene for den fattige bybefolkning satte man priserne på fødevarer ned. Men da FSLN ikke gav producenterne nogen form for kompensation, betød det, at de små og mellemstore bønder, som især producerede fødevarer til landets indbyggere, ikke var interesserede i at øge produktionen. Resultatet blev mangel på basale fødevarer som ris og majs, og man blev nødt til at importere fødevarer. De små bønder blev ramt økonomisk, og en voksende del af landbefolkningen fjernede sig mere og mere fra FSLN. I sandinisternes regeringsperiode (1979-1990) blev forholdene dog forbedret på enkelte områder (eks. med indførelsen af parlamentarisme), men økonomisk blev problemerne stadig større.

I 1990 tabte sandinisterne dog også valget til oppositionen, og landet har efterfølgende haft tre borgerlige regeringer. Ved det seneste præsidentvalg i november 2001 vandt Enrique Bolanos fra det liberale parti PLC, og efter sigende kommer det nært forstående præsidentvalg den 5. november 2006, også til at stå mellem PLCs spidskandidat Rizo og FSLNs eviggyldige kandidat Daniel Ortega. At disse to partier i deres respektive valgkampgner ynder at fremstille hinanden som "ærkefjenden", er dog lidt af en stående joke. Det er nemlig mere en almindeligt kendt, at FSLN og PLC, der tilsammen har et overkommerligt flertal i nationalforsamlingen, har indgået en "pagt". Med dette skal forstås, at partierne indbyrdes har fordelt magten imellem sig i forhold til, hvem der kan udpege medlemmer af domstole, valgkomission, rigsrevision og andre offentlige embeder. May the best villain win...!

Kort over Nicaragua

(Ovenstående er baseret på information fra www.dr.dk/undervisning)